Hvad er kendetegnene ved medicinske tekstilbandager

Tekstilbaseret kompression PE rynkefri skjortetape materialer omfatter elastiske bandager, strømper og beklædningsgenstande, der er designet til at udøve eksternt pres på den menneskelige krop. Produktets vigtigste ydeevne er kraftforlængelsen, som er relateret til stofstrukturen, garnsammensætningen og fibertypen. For elastiske kompressionsmaterialer strækkes tekstilstrukturerne under påføring, og den resulterende spænding skaber et kompressionstryk på den underliggende krop. Under slid veksler kompressionsmaterialerne mellem statisk og driftstryk i henhold til patientens bevægelser. Ud over kraftforlængelsen er elasticitet en vigtig egenskab for kompressionsmaterialer og er tæt forbundet med træthed af kompressionsmaterialerne under brug. Elasticitet karakteriserer et materiales evne til at forlænges under påvirkning af en spændingskraft og returnere helt eller delvist til sin oprindelige dimension, når spændingen udløses.

Baseret på deres elastiske egenskaber er bandager bredt opdelt i to grupper, stive eller ikke-elastiske og elastiske typer, hvor sidstnævnte yderligere er opdelt i kort stræk medium stræk og lang stræk i henhold til typen af ​​elastomerer, der anvendes til fremstilling af produktet. Et eksempel på en stiv eller ikke-udvidelig bandage er zinkoxidbandagen, der er udtænkt af hudlægen Paul. Andre typer uudvidelige bandager er normalt lavet af bomuld blandet med procent polyamidfibre. Ved kortstrækbandager er elasticiteten omkring procent, hvilket kræves for at opnå et passende arbejdstryk på kroppen, samtidig med at man undgår ulemperne ved en helt stiv bandage, såsom besværet med at påføre bandagen og holde den inde. sted over tid. Ved mellemlange og lange strækbandager bør der skelnes mellem en- eller tovejs strækbandager alt efter strækretningen.

En høj grad af elasticitet opnås ved at bruge naturlige eller syntetiske elastiske tråde af forskellige typer, såsom naturgummi, polyamidnylon og elastan, i kombination med traditionelle fibre som bomuld. Siden midten af ​​det tyvende århundrede har syntetisk gummi erstattet naturgummi ved fremstilling af elastiske tråde, mens polyamidfibre som nylon 6, nylon 66 og nylon også er meget udbredt, takket være deres evne til at tilbyde en høj modstandsdygtighed over for trækkraft, opløsningsmidler og andre ingredienser forbundet med elastiske bandager. Under faktisk brug mister bandager omkring 40 procent af deres oprindelige tryk efter, på grund af volumenreduktionen af ​​det bandagede lem og afslapningen af ​​bandagestrukturen. I denne henseende er elasticiteten af ​​bandagen vigtig for at opretholde et vedvarende tryk efter fjernelse af en deformerende kraft.

På grund af bevægelsen af ​​kropsdele forhøjes arbejdstrykket intermitterende i overensstemmelse med muskelsammentrækningen, mens hviletrykket normalt er lavere end arbejdstrykket. Meget elastiske fibre, såsom polyurethanbaserede elastiske materialer, tilbyder enestående gode præstationsegenskaber ved udvikling af elastiske bandager og strømper. For eksempel er Lycra-fibre, som indeholder mindst 85 masseprocent polyurethan, på markedet i både monofilament- og multifilamentform, hvor førstnævnte anvendes i bandager, mens sidstnævnte anvendes i strømpesektoren. Disse elastiske tråde kan strækkes syv gange og stadig være i stand til at vende tilbage til deres oprindelige størrelser. Ud over de fysiske og mekaniske egenskaber er økologisk sikkerhed og god bærekomfort vigtig for patientens accept og den ønskede succes med behandlingen. I praksis påføres kompressionsbandager lavet af en lang række forskellige materialer på patienter under mange forskellige kliniske omstændigheder, og der er behov for et omhyggeligt udvalg af passende produkter før påføring af bandager eller strømper på patienter.3