Klassificering af elastisk kompressionsbandage

Elastiske bandager Blændefilm kan klassificeres baseret på deres applikationer og produktydelse. Stive bandager bruges hovedsageligt til fiksering, hvor stivhed defineres som bandagens evne til at modvirke muskeludvidelse, når den trækker sig sammen. Det afhænger af den elastiske rekyl af det materiale, der anvendes i dets konstruktion. Jo mere kompakt skuddet er og med en lavere tilstedeværelse af elastiske fibre, jo kortere er bandagens strækning og jo mere stivhed.

Stivheden af ​​en bandage kan måles med enkle, økonomiske og reproducerbare metoder og udtrykkes med forskellige indekser, hvis studerede er det "statiske stivhedsindeks", som er forskellen mellem det tryk, som bandagen udøver in vivo på overfladen af benet stående og liggende. Hvis denne trykforskel er større end 10, er bandagen af ​​den stive type. Stivhed betyder stigningen i trykket af bandagen givet af den modstand, som bandagen tilbyder med en stigning på 1 cm i omkredsen af ​​lemmen.

Elasticitet og strækbarhed er de to vigtige egenskaber ved kompressionsbandager. Elasticitet er defineret som bandagens evne til at genvinde sin oprindelige form efter forlængelse, grundet tilføjelse af elastiske tråde i bandagens længderetning. Den kraft, der anvendes til at strække bandagens deformationsenergi, indikerer den elastiske kraft eller spænding. Bandagens evne til at opretholde spændingen og derfor det tryk, den udøver, afhænger af dens elastomeregenskaber, som igen afhænger af tråden og den metode, der bruges til at konstruere stoffet.

Strækbarhed er defineret som bandagens evne til at forlænges, når den udsættes for strækning; det måles ved forlængelsen af ​​bandagen, når der påføres en kraft på 10 N pr. cm højde og udtrykkes som en procentdel af længden i hvile. Når først en given forlængelse er nået, forhindrer den fysiske struktur af bandagen yderligere strækning. Denne tilstand kaldes "låsning". Ifølge Stemmers klassifikation skal kortstrækbandager låse, når 70 procent af forlængelsen er nået (helst 30-40 procent), mens langstrækbandager skal låse ud over 140 procent. På grund af deres respektive lange historie og tradition , vedtog de tysktalende lande andre standarder end dem, der blev brugt i England. Den tyske standard klassificerer forbindingsmaterialer i følgende typer.